Frø vejr…

De sidste dage har det været ret køligt med en barsk vind. En tung dyne af havgus hænger over os idag, så det frister ikke så meget at komme ud. Det kunne jo heller ikke blive ved, med sol og milde vinde. Kalenderen siger jo stadig vinter, selv om det er svært at se, når man bevæger sig rundt i haven. Det er måske godt med et par indedage, da klikfingeren har været flittig og frøposer er ankommet i en lind strøm :). Dagens billeder er taget i løbet af den sidste uge.

Med lidt køligere vejr, kan vi også nyde de skønne krokus i længere tid.

Nyserod med bedårende blomster.
Aurikler i fuld flor.
Regndråber i akelejens fine bladroset.

Højbedene er ryddet og klar til et lag champost.

Påskeklokker og juleroser.

De forskellige sommerfuglebuske er klippet ned.

I drivhuset blomstrer de fine små iris, måske skulle jeg ta og plante dem ud allerede nu. Når solen er fremme kommer temperaturen i drivhuset op på næsten 30 grader. Det er skønt som solen er ved at ha magt, men måske lidt for varmt til disse forårsbebuder.

Der er dukket en enkelt farisæer op. Den er super skøn og efter hvad jeg har googlet mig frem til, er det en iris taurica. Det vil være skønt, om jeg kan finde dem som løg til efteråret.

Den passer helt perfekt sammen med den mørke oxalis.

Oppe på terrassen står de sørgelige rester af senecio Angel wings. Det er en sommerblomst, men den milde vinter har gjort at der stadig er liv i den.

Nu har jeg taget nogle skud og pottet dem. Indtil videre ser det ud til virke, så jeg tager nok nogle flere skud inden længe. Det er en ret dyr sommerblomst, så det vil være ren luksus med mange af den.

Lige et tilbageblik på hvor imponerende den stod i sommer.

Når jeg om sidder og laver kontorarbejde (jobsøgning) er det let at blive distraheret. Det er de forskellige netbutikker med frø der frister og lokker min klikfinger. Nu tror jeg alle frø er kommet og da en del frø skal sås allerede nu, er det bare med at komme igang.

Først blev alt skrevet ned, så jeg kunne få et overblik over hvad jeg har købt og hvor de skal stå. Det gør det også lettere at regne ud hvor mange planter der skal bruges, så jeg ikke får sået alt for mange.

I år har jeg sået i bakker med 40 små celler, på denne måde håber jeg at kunne minimere det ret store prikle arbejde. Der er kun sået ganske få frø i hver celle, så forhåbentlig kan de blive i bakkerne, indtil de skal flyttes ned i drivhuset.

Der står også en kurvfuld dahlia og venter på at blive pottet så de kan få et lille forspring.
En enkelt rose kan haven også byde på, twice in a blue moon.

Der er ingen tegn på, at dagens havgus vil lette, så jeg fortsætter med mine frø. Efterhånden er jeg ved at have oparbejdet en god rutine med at søge job om formiddagen og i haven om eftermiddagen, så jeg er faktisk rigtigt godt med derude. Det er en helt ny og rigtig god fornemmelse at kunne færdes i haven og bare nyde alt der er kommet fra hånden.

Mange disede søndags hilsner herfra 🙂

Det er helt befriende….

At temperaturen er dalet til 20 grader idag. Så kan man da endelig holde til at være ude og foretage sig lidt i haven. Der skal også støvsuges og gøres rent inde, for dagen skal helt klart udnyttes inden de 30 grader vender tilbage på tirsdag.
Man kan da kun blive i godt humør af disse glade skønheder.
Solsikkerne står i det bagerste højbed op mod hækken. Det var dog ikke der, de skulle ha været, men jeg måtte opgive at få dem plantet i bedene. Jorden var og er alt for tør, men vi er blevet så glade for deres placering, at successen skal gentages til næste år.

At de så er købt som Italien White, er helt tilgivet.
Odyssey har taget hul på anden omgang blomstring.
Fin farvekombination.
Jeg er så glad for at lobelia Haspen Purple overlevede vinteren uden tildækning.
Vores foretrukne opholdssted i varmen er under æbletræet skygge. Men det er desværre ikke længere sikkert, da det konstant regner med æbler.
Det pynter gevaldigt når æblerne bliver revet sammen og så skal græsplænen heller ikke døje med dem. Plænen har vist rigeligt at gøre, med bare at komme i vækst igen.

De 22 mm regn vi fik sidste lørdag, var nok til at violfrøstjernerne vågnede op.

Den hvide sommerfuglebusk er blevet gigantisk i år.

Rudbeckia Cherry Brandy har jeg ikke prøvet at ha tidligere. Det bliver bestemt ikke sidste gang jeg sår den og jeg håber at kunne samle frø senere.

Nogle stykker kom på tålt ophold mellem majsene, nu er de flyttet ud i lyset, hen hvor kartoflerne stod.
Jeg er helt vild med deres forskellige udtryk, jeg troede de alle ville blive helt mørke.
Det var i dette bed de skulle ha stået, men det må blive til næste år.
Her er kommet nogle små regnbyger i løbet af eftermiddagen. Ikke noget af betydning, men nok et par fine motiver.

Min absolutte yndligs og den største showstopper på terrassen i år, er helt klart den skønne Senecio Angel Wings. Den er desværre ikke vinterhårfør, men jeg vil prøve at tage stiklinger senere på sæsonen og opbevare dem frostfrit. Jeg holder meget af grå bladplanter og vil da gerne ha flere af denne lækkerbisken til næste år.

 Jamen det er da smukt.
Jeg fik samlet en god kurvfuld af de bedste skovfogedæbler. I morgen efter arbejde vil jeg prøve at lave æblechutney for første gang. Jeg er ikke så godt til at få brugt æblerne fra haven, da jeg ikke har noget bage eller sylte gen, men nu skal det prøves. Blomstene er bare til at hygge, mens jeg gør rent.

Nå….. jeg må tilbage til rengøringen, så ikke flere overspringshandlinger lige nu 🙂

Mange søndags hilsner herfra

En slags vinter



Så fik vi rigtige frostgrader! Hvor længe mon det vil vare? Meteorologerne ved ikke rigtig om næste weekend bliver totalt kold eller om vi er tilbage i den lune luft fra vest.

Frosten kom efter et par dage med masser af regn og min “very sunken garden” blev helt fyldt.
Jorden er dog stadig så tør så det går hurtigt med at få opsuget det frie vand.

Vandet sank mens det frøs til is, og lavede ringe, ligesom årringe i et træ, men her tog det bare en nat.

På taget smelter solen sneen, der så fryser igen når nedløbsrørene er i skygge.

 Forårsløgene holder pause

Påskeliljerne står i frossen jord.

Frosten får jorden til at løfte sig, og når jeg piller et stykke op ser vi hvad der sker: 

Den er vel en 5 cm i højden denne jordis.
Jeg lader den ligge på stenen i solen, men den tør ikke op, så meget magt har solen ikke endnu.

Og der er ikke rigtig kommet nye blomster siden sidst.
Men der er lidt på vej:

Helleborus lividus v. corsicus – måske bedre kendt under sit gamle navn Helleborus argutifolius.

Nå, lige en opdatering om frølisten. Der er kommet mange henvendelser og første udsendelse sker på mandag.

Ha en dejlig weekend/helg.