Godt nytår….

Sikke en stormene start på det nye år. Jeg bliver inde i varmen og som en anden tv kok har jeg snydt og været ude at tage lidt billeder efter arbejde igår, hvor motiverne stadig stod stille.
2018 blev et haveår, vi sikkert ikke vil glemme foreløbig. Ikke fordi jeg har tænkt mig at komme ind på klimaforandringer og hvad det medfører, men det bliver super spændende at se hvad 2019 bringer.
Hvide sprøde tulipaner er helt befriende, oven på flere måneder med julens lidt tunge farver.
Carl Nielsen spiller stadig med i vinterhaven.

De få blomster i haven får fuld opmærksomhed.

En enkelt have relateret gave havde fundet vej under juletræet :). Min gamle hr. fader var faldet over denne skønne gamle salt balje/kar, jeg ved ikke hvad rette betegnelse er ??.  Sjovt at høre om, hvordan de brugte dem til opbevaring af saltet flæsk i hans barndom.

Lige nu står den på terrassen, mens jeg tænker over dens fremtid. Den skal helt sikkert blive på terrassen og lige nu hælder jeg mest til at bruge den til vand og en enkelt åkande, men nu må vi se, om der kommer andre ideer pibende. 

50 hvide tulipaner har pyntet på terrassen det meste af december og de står stadig lige fint.
Små men ikke helt skarpe lupin knopper.
En enkelt forpjusket nytårsblomst i Odyssey.

De hvide aurikler blomstrer flere steder og lyser så fint op.

Træpæonen står med spæde knopper.

Purissima er altid den første tulipan der pibler frem.
Stinkende nyserod.
Det er idag 7 år siden at Heidis have gik i luften og jeg må konstatere at 2018 ikke blev det mest aktive år på bloggen.  Hele 2018 har jeg arbejdet 6 dages uger dog med hver 3 lørdag fri i forsøg på at redde vores arbejdsplads.  Det gik hårdt ud over overskuddet til bloggen og desværre har vores arbejdsgivere kastet håndklædet i ringen.
Igår havde vi sidste åbnings dag i butikken. Januar bliver ren afspadsering, inden jeg må ud og melde mig ledig. Det bliver en helt ny hverdag der venter forude, som jobsøgende 60 årig. Men helt ærligt, så glæder jeg mig til at holde lidt fri og bare nyde livet haven og forsøge at genopstå på bloggen :).

Efter denne lange svada ,vil jeg gerne ønske alle et godt havenytår, med disse skønne og livgivende hvide krokus.

Mange stormende nytårs hilsner herfra 🙂