Det tidligste forår




DMI har lavet deres hjemmeside om. Det har de fået mange hug for.
Den nye er tydeligvis lavet til smartphones og tablets.

For os med store skærme, bliver det temmelig stort og ret unuanceret. Mange muligheder er også skåret væk. En enkelt nyhed tror jeg dog de har introduceret:

Gennemsnits-temperaturen for den indeværende måned og til dato, tror jeg det er. Eller er det året til dato? De skriver det ikke…

Det giver under alle omstændigheder en forklaring på det vi ser i haverne nu. 2019 er markant afvigende. især den høje minimumstemperatur er extrem.

Det er ikke uden grund det sprøjter op derude.

Her er en man ikke ser ofte:

Merendera sobolifera er den anskaffet som. Nogen vil includere hele slægten Merendera i Colchicum, men man har vist ikke gjort det endnu. En køn lille sag er det uanset!

Ligesom næste:

Crocus chrysanthus ‘Ladykiller’.I efteråret satte jeg denne enlige sag i stenbedet, der hvor der er mest sol.

Sol, det er der også på mine Crocus vernus ‘Vanguard’.

Og de første bier er kommet til haven – super! 

Først bemærkede jeg en spejder, der slet ikke samlede pollen men myldrede omkring. Siden kom der bier strømmende, direkte til netop ‘Vanguard’.

Jeg synes ellers den ser bedst ud når den lukker sig i skygge:

Flot med de forskellige matte farver på kronbladene!

Og der er mere på vej: 

Fritillaria stenanthera ‘Ingachsai’ skal til at blomstre, det gør den allerede i jordhøjde.
Sidste år kunne jeg vise lignende billeder den 7 april.

Jo, man kan bestemt sige vi er tidligere i år.